Fritz Ole Jensenius

Af Fritz Ole Jensenius

Artiklen herunder er først bragt i Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune, Årsskrift 2004

Redaktion: Jørgen Hegner Christiansen, Marianne Germann, Fritz Ole Jensenius, Per Salling og Eva Sylvest.

Artiklen kan downloades i sin helhed ved at klikke på overskriften.

Tårnet i Fløng

Tilmuret dør, foto: Fritz Ole Jensenius

Oprindelig foregik adgangen til tårnets øvre stokværker gennem en smal dør i selve tårnrummet. På et tidspunkt, måske samtidig med at tårnet blev forhøjet i gotisk tid, blev denne dør tilmuret, og der blev udhugget en ligeledes smal indgang fra vestsiden.

Foto: FOJ marts 2004


Trappe med person, foto: Fritz Ole Jensenius


Det er typisk for de romanske landsbykirketårne, at adgangen til tårnloftet var en trappe indbygget i selve murtykkelsen. Således også i Fløng, hvor selv en slank person har svært ved at finde plads.

Foto: FOJ marts 2004
De tidligere beskrevne glamhuller – måske en lidt forkert benævnelse efter det netop oplyste (at tårnene ikke fra begyndelsen var beregnet til klokker, FOJ) – tillader i hvert fald ikke, at klokker større end omkring en halv meter i diameter lod sig bringe ind i og ud af tårnet. De må være anbragt samtidig med opførelsen eller hejses ind gennem taget. At man dog også kunne udvide et glamhul, for således at kunne bakse en større klokke ind, synes at fremgå i Fløng, hvor det 60 cm brede, i øvrigt med spærstik afdækkede hul i nord ved afhugning forneden i den bløde kridtsten gav mulighed for at indføre en klokke på indtil 80 cm i diameter. (citat HS-1 s 28, tegning ved HeJ 1977, HS-1 s 29)

I betragtning af den særlige interesse, som knytter sig til tårnet i Fløng, et af de på alle måder bedst bevarede i landet af det ældste sæt tårne, som føjedes til kirkebygningerne, skal Nationalmuseet tillade sig at anmode om i god tid at måtte blive orienteret om arbejdets iværksættelse for at kunne registrere de bygningshistoriske spor, der måtte fremkomme, når cementpudsen er fjernet og stilladset står om tårnet."
P.N.V. Harald Langberg, 10. august 1976.

Fløng Kirke begyndte sin periode som kirke af sten omkring midten af det 12. århundrede, hvor et vældigt byggeboom gik over det ganske land. Omkring 2000 landsbykirker blev rejst af sten inden for en periode af små hundrede år. Forskellige stentyper blev taget i brug, nogle meget karakteristiske for en større eller mindre landsdel. I Jylland dominerer således anvendelsen af marksten af granit, der blev hugget til i fine kvadre. På Sjælland blev også brugt marksten i stor udstrækning, men her fortrinsvis som kløvede en i øvrigt utilhuggede sten. Nogle steder havde man lettilgængelige forekomster af mere håndterbart byggemateriale så som kridt på Stevns og kildekalk ved f.eks. Roskilde. Når kildevandet brød frem fra jorden, blev den opløste kalk udfældet. Igennem årtusinder blev der aflejret så store mængder, at der kunne oprettes deciderede stenbrud. Dette var tilfældet i Roskilde, hvor bruddene leverede materiale til i hvert fald den første domkirke af sten, men sandsynligvis også til en række af omegnens landsbykirker, herunder Fløng.

Men hvem opførte disse mange kirker? Hvem opførte Fløng Kirke? I mine unge dage, påvirket ikke mindst af Martin A. Hansen, havde jeg den noget nationalromantisk-demokratiske opfattelse, at det var bønderne, landsbybeboerne, som i skøn samdrægtighed ikke blot skaffede materialerne til veje, men ogå engagerede bygmesteren og de nødvendige håndværkere. (2)

Det kan også være foregået sådan nogle steder, men der er en del vidnesbyrd om, at det i vid udstrækning var kongen og stormændene, der stod som bygherrer. I vores tilfælde, Fløng Kirke, mener Else Trier (3), at et har været stormanden Snubbe fra Bytteborg i Sengeløse, der har været bygherren. Snubbe tilhørte den mægtigste stormandsslægt på Sjælland på den tid: Hviderne, om hvem man med sikkerhed ved, at de stod for opførelsen af adskillige kirker. Således f.eks. kirken i Bjernede af Ebbe Skjalmsøn og sønnen Sune, i Fjenneslev og Tveje-Merløse af Asser Rig, i Udby af Esbern Snare, som også har æren af den særprægede, femtårnede kirke i Kalundborg, og klosterkirken i Sorø og teglstensdomkirken i Roskilde med flere andre af biskop Absalon.

Stenen overflade kan minde om skum også kaldet fråd, hvorfor disse sten ofte kaldes "frådsten". Dette stenmateriale havde flere fordele frem for granitten, dels var det betydeligt lettere, dels var det nemmere at bearbejde. Det var endda så heldigt, at det - så længe det lå i bruddet, og endnu var vådt - var blødt og let at skære eller save i. Først når det tørrede og havde været i forbindelse med luften i et stykke tid, hærdede det og blev hårdt.

Den ældste del af Fløng Kirke er bygget i dette materiale, men det skal der ellers ikke gøres rede for her. (1)

Men hvem opførte disse mange kirker? Hvem opførte Fløng Kirke?
I mine unge dage, påvirket ikke mindst af Martin A. Hansen, havde jeg den noget national-demokratiske opfattelse, at det var bønderne, landsbybeboerne, som i skøn samdrægtighed ikke blot skaffede materialerne til veje, men også engagerede bygmesteren og de nødvendige håndværkere. (2)
Det kan også være foregået sådan nogle steder, men der er en del vidnesbyrd om, at det i vid udstrækning var kongen og stormændene, der stod som bygherrer. I vores tilfælde, Fløng Kirke, mener Else Trier (3), at det har været stormanden Snubbe fra Bytteborg i Sengeløse, der har været bygherren. Snubbe tilhørte den mægtigste stormandsslægt på Sjælland på den tid: Hviderne, om hvem man med sikkerhed ved, at de stod for opførelsen af adskillige kirker. Således f.eks. kirken i Bjernede af Ebbe Skjalmsøn og sønnen Sune, i Fjenneslev og Tveje-Merløse af Asser Rig, I Udby af Esbern Snare, som også har æren af den særprægede, femtårnede kirke i Kalundborg, og klosterkirken i Sorø og teglstensdomkirken i Roskilde med flere andre af biskop Absalon.
Få år efter at Absalon satte gang i forvandlingen af frådstensdomkirken i Roskilde til en endnu større kirke bygget i det nye materiale: "bagte sten", nu kendt som munkesten, satte Snubbe gang i byggeriet af tårnet i Fløng, som man daterer til omkring år 1200.
I "Danmarks Kirker" skrives der om Fløng Kirkes tårn:
"Det oprindelige Kridtkvadermurværk, som i Mellemstokværkets Vægge er stærkt blandet med Fraad-og Munkesten, staar bevaret op til de nuværende Glamhuller"... og videre: "udvendig er Murværket dækket af tyk Cementpuds,..." (4)
På gamle fotografier, således også på billedet af kirkens sydside (5) i ovennævnte værk, (billedet dateret M.M. 1903), synes det at fremgå, at det har været umuligt at holde det udvendige kalklag fast på cementunderlaget, hvilket tydeligt har ærgret skiftende menighedsråd. Det førte til, at der i 1975 under ledelse af arkitekt Preben Thorsen blev foretaget prøveafhugninger af cementlaget i udvalgte felter, og året efter fik man tilladelse til en fuldstændig afhugning af cementen. I den anledning sendte museumsinspektør Harald Langberg den udtalelse, hvorfra indledningscitatet stammer.

Det spændende var så, hvad denne afhugning ville afsløre om murværkets beskaffenhed. Ved den tidligere undersøglse af kirken til brug for det omtalte store værk om Danmarks Kirker, havde man kun adgang til at undersøge murværkets inderside, og her ser man ganske rigtigt både enkelte munkesten og lidt mere frådsten indblandet i kridtstensmuren. Kridtstenen har man sikkert hentet, købt, fra bruddene på Stevns Klint. Frådstenene er formentlig genanvendte sten, som man huggede ud af skibets vestmur for at skabe den store åbning mellem den eksisterende kirke og det nye tårnrum. Ligeledes var det vel helt naturligt, at man anvendte disse genbrugssten i den indvendige mur, hvor ingen ville se murværket, altså oven over selve tårnrummet, i mellemstokværket. Men munkestenene? De var jo på den tid det helt nye byggemateriale.
To gange har vi haft mulighed for at studere, hvordan tårnets facade oprindelig har taget sig ud. Først som nævnt i 1976, og siden i 1981, hvor man var nødsaget til igen at foretage en komplet afrensning af tårnet, denne gang ved sandblæsning. Det viste sig så, at vel havde man også anvendt en del munkesten, men ingen frådsten i facaden. Munkestenene var på ingen måde tilfældigt blandet i murværket, tværtimod, var de brugt helt bevidst til at udgøre en rød udsmykning i den hvide kridtmur. Selv om stilladserne til en vis grad afslører de mønstre, munkestenene er lagt i, kan man på fotografiet af vestsiden fra 1981 dog tydeligt se de vandrette bånd, nogle ret massive, andre af enkeltsten med ret store mellemrum. Brugt på denne måde var det samlede forbrug af munkesten ret begrænset, men virkningen desto meget kraftigere, som de stod der røde mod den hvide mur.

Hvor kom de så fra disse munkesten? Teglværker fandtes endnu ikke, og hvor man opførte de store kirker af tegl, anlagde man ovne tæt ved byggepladsen. Hvor byggede man på den tid en teglstenskirke i rimelig nærhed? I Roskilde. Og hvem var bygherre der? Det var Snubbes slægtning, Absalon. Det er nærliggende, når skriftlige kilder savnes, at gætte på, at Snubbes bygmester fik lov til at hente nogle læs sten ved ovnene i Roskilde. Måske nogle andensorteringssten, den slags forekommer jo ved alle brændinger, og teknikken var ny.
Men pyt! Flot så det ud!

Mens langt de fleste landsbykirketårne er fra den gotiske periode, blev der i alt opført ca. 85 tårne på Sjælland og Lolland i den romanske periode. Nogle, ganske få, samtidig med opførelsen af den øvrige kirkebygning, de fleste tilføjet kort efter kirken ellers stod færdig. Af disse tårne er der nu kun 30 tilbage i nogenlunde form, resten er enten revet ned for at gøre plads til nyt eller er simpelt hen styrtet sammen. (6)
Vi forbinder normalt kirketårnene med det sted, hvorfra klokkeringningen lyder. Imidlertid mener man ikke, at disse tidlige tårne kan have båret klokker. Klokkerne var den gang stadig anbragt i en klokkestabel af træ uden for kirkebygningen.
Hvad var så meningen med denne formentlig ret kostbare tilføjelse til kirken, for noget befolkningsboom med tilhørende behov for bedre plads i kirken har der næppe været i løbet af disse små 50 år?
Nej, disse tårne og herunder tårnet i Fløng er formentlig blevet opført af stor fromhed, til Guds ære; men det gjorde jo ikke noget, at naboen samtidig kunne se, at der her regerede en familie med magt over tingene. I nogle få af disse tårne var der indrettet et galleri, hvor herskabsstolene kunne anbringes. I mangeaf tårnene var en ekstra portal, som kunne være reserveret til herskabets brug. Endelig har man i en del af tårnene kunnet påvise samtidig eller næsten samtidig begravelse, som man tolker som værende stiftergrave. (7)
I Fløng er der ikke og har aldrig været et herskabsgalleri. Der blev heller ikke indbygget nogen ny portal, og om der har været en eller flere gravlæggelser, kan ikke konstateres, da der under gulvet i tårnrummet i nyere tid er blevet gravet ud til en fyrkælder til erstatning for den tidligere kakkelovn.
Men gulvet i tårnrummet var hævet ca. 10 cm over gulvet i skibet, og rummet har fra første færd været forsynet med murede vægbænke af 40 til 50 cm dybde. (8) Dette kan have været en særlig plads til stifterfamilien.

Noter

  1. Christina Winds artikel i Årsskrift 2003, side 62.
  2. Martin A. Hansen: Af Folkets Danmarkshistorie, side 41 ff.
  3. Else Trier: Høje-Taastrup Kommune - i fortid og nutid, side 138
  4. Danmarks Kirker, Københavns Amt 2. bind, side 724
  5. Ibid side 772
  6. Hans Stigsdal i Kirkens Bygning og Brug, side 14
  7. Ibid side 30 samt Hans Stiesdal: Grave i tidlige vesttårne
  8. Christina Winds artikel i Årsskrift 2003, side 65
  9. Else Trier: Høje-Taastrup Kommune - i fortid og nutid, side 138
  10. Hans Stigsdal i Kirkens Bygning og Brug, side 28, tegning ved HeJ 1977, side 29
  11. Else Trier: Høje-Taastrup Kommune - i fortid og nutid, side 138
  12. De danske Kirker, bind 5, Sydøstsjælland, side 234

Litteratur

Danmarks Kirker, Københavns Amt 2. bind; Udgivet af Nationalmuseet (Gad 1946) (DK)
De danske Kirker, bind 5, Sydøstsjælland, redigeret af Erik Horskjær (Gads Forlag 1968) (DdK5)
Martin A. Hansen: fx Bygmesteren kommer for at rejse en kirke i landsbyen; i Af Folkets Danmarkshistorie (Gyldendal 1957) (MAH)
Hald Koch: Danmarks Historie, bind 3, Kongemagt og Kirke (Politikens Forlag 1963)
Anette Kruse: Roskilde Domkirke (Historisk Samfund for Roskilde Amt, Årbog 2003)
Harald Langberg: Skrivelse af 10.08.76 fra, Nationalmuseet til Helsingør Stiftsøvrighed i forbindelse med behandlingen af Fløng menighedsråds anmodning om tilladelse til at foretage afhugning af cementlaget på tårnet.
M. Mackeprang: Vore Landsbykirker (Høst og Søn1954)
Hans Stiesdal: Tidlige sjællandske og lolland-falsterske vesttårne; i Kirkens Bygning og Brug, Studier tilegnet Elna Møller (Nationalmuseets Forlag 1983) (HS-1)
Hans Stiesdal: Grave i tidlige vesttårne; i hikuin 9 (Forlaget hikuin 1983)
Else Trier: Høje-Taastrup Kommune – i fortid og nutid. (Høje-Taastrup Kommune, 1993) (ET)
Christina Wind: Hvad Nationalmuseet fandt i Fløng Kirke, i Årsskrift 2003 (Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune 2003) (CW)