Du er her: 

Sogneeftermiddag onsdag 12. februar kl. 14.30 med Niels Henriksen

Niels Henriksen, tidl. direktør i Grænseforeningen

"Hundredåret for Sønderjyllands genforening med Danmark". Over hele landet vil det i 2020 blive markeret, at den sønderjyske genforening med Danmark fandt sted for et hundrede år siden: I 1920

I den anledning inviterer Fløng Menighedsråd til en Sogneeftermiddag i Sognets Hus med tidligere direktør for Grænseforeningen, Niels Henriksen, som gennemgår historien bag denne genforening, som afsluttede 56 år under preussisk styre for de danske sønderjyder, som boede i Nordslesvig.
Niels Henriksen er selv sønderjyde med en fortid både i Nord- og i Sydslesvig. Desuden har han i femten år været ansat som administrativ leder af den store folkelige forening Grænseforeningen, hvis opgave det er at holde kontakten ved lige med det danske mindretal syd for grænsen og at oplyse om grænselandets forhold.
Den afgørende folkeafstemning fandt sted 10. februar 1920, og denne dato er lige siden 1920 blevet fejret overalt i Sønderjylland. Det er netop to dage efter denne afstemnings hundredårsdag, at vort møde med Niels Henriksen finder sted.
Vi vil kunne få svar på mange spørgsmål i den anledning: Hvorfor var Sønderjylland tysk? – hvad gik forud for genforeningen? – hvordan kom den i stand? – fik vi den optimale genforening? – og hvad sagde tyskerne? Hvordan er det siden gået med Sønderjylland, og hvad med de danskere, der ikke blev ”genforenet”, men som boede syd for den grænse, som vi fik?

Del dette: