Du er her: 

At være kirke i en Corona-tid

Sognepræst Britta Raakjær Vind

Læs sognepræst Britta Raakjær Vinds tanker om at være kirke i en undtagelsestid.

"Kirke" betyder ikke kun en bygning. Den egentlige kirke er bygget op af "levende sten", dvs. af levende mennesker. Vi er nu i en undtagelsestid, hvor vi alle isolerer os.Jeg vil derfor opfordre til, at vi hver især tænker på, om vi kender nogen, som vi kunne glæde med en opringning.

Nogle er måske utrygge eller urolige over de mange bekymrende budskaber, der dagligt meldes ud om virus og smitterisiko. Mange frygter for selv at blive ramt af sygdom. Når alt er lukket ned vil nogle opleve, at kontakten til familie og venner og det sociale liv bliver kogt ned til et minimum – og måske føler man sig meget alene. Ingen af os bryder sig om, at der kommer noget udefra eller nogle andre, som griber ind i den enkeltes liv og bestemmer over det.

Vi vil alle helst have kontrol over vores liv, og glemme de ting i livet, som man ikke selv kan bestemme over – som for eksempel sygdom. Men i denne tid får de fleste af os nok en klar fornemmelse af, hvor små vi er.Jeg tænker, at når det går op for os hvor sårbare vi alle er overfor tilværelsen, så kan vi forhåbentlig også i højere grad hjælpe hinanden. I kirken hører vi, at vi skal støtte og bære hinanden, - og det kan vi frimodigt gøre, fordi Gud er dén, der har lovet at bære med, - også når vi må give op!

Jeg tror, at det er sådan vi kan være kirke – i betydningen en levende menighed – ikke mindst i denne Corona-tid. Vi kan alle, foruden vores familie, også ringe til den, der bor alene, den skrøbelige, - måske naboen eller en anden bekendt - og spørge, om de har brug for hjælp til f.eks. indkøb, - og være med til at organisere hjælpen.

De raske må hjælpe de syge.

Fortæl gerne dem, der ikke ved det, at man hver morgen kan følge Morgenandagten fra Københavns Domkirke på TV, DR 1 eller radioens P2. Hver søndag kl. 10.00 vil Danmarks Radio sende gudstjeneste på P1. Og der er morgensang hver dag på DR 1 kl. 09.00 efter TV-avisen. Det kan måske være en opmuntring.

Til slut denne Sindsro-bøn, som kan være god at bede, når bekymringerne fylder:

Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Britta Raakjær Vind

Del dette: